En gang i tidernes morgen i Amerika var der almindelig kaffe eller instant, mælk eller sukker og Folger’s var bare mærket. Herefter eksploderede Verden med muligheder. I dag er der nok variationer i forhold til blandinger, oprindelsesland og stil til at forvirre selv den største kaffekender.
Først og fremmest er der Brasilien. Verdens største kaffeproducent i mere end ét århundrede. Det er ikke overraskende, taget i betragtning at en tredjedel af dets landbrugsjord er egnet til dyrkning af kaffetræer. Dette sydamerikanske kraftcentrum producerer vidunderlige aromatiske blandinger fra Bahia og Minas Gerais.
Colombia, som i denne sammenhæng måske er endnu mere kendt, selvom landet kun producerer halvt så meget kaffe, laver en let sød bønne, der fås som ”supremo” eller ”excelso”. Kaffen, som laves af Popayan eller Narino, fås ikke bedre andre steder.
Men foruden disse to giganter indenfor produktionen af kaffebønner findes der en Verden af forskellige blandinger.
Mexico nægter at bøje sig for sine bedre kendte Syd- eller Centralamerikanske konkurrenter. De små bønner, der dyrkes der, giver en delikat krop og en anelse syrlighed, hvilket resulterer i kaffe med en afdæmpet smag. Og Cuba med sin ekstremt stærke cubano kaffe, der drikkes om en tequila shot, er også værd at nævne, mens vi er på de egne.
Indonesien er kendt for sine fine modnede kaffer, hvor det varme og fugtige klima langsomt men sikkert producerer en drik med en dyb krop og mindre syrlighed. Det er desuden verdens fjerde største producent af kaffe.
Kona-bønnen fra Mauna Loa er sød, aromatisk og med en mellemkrop mens Java-bønnen fra Sumatra har en fuld og rig smag. Selv Beanya-bønnen fra Kenya er rund og dyb med en anelse eftersmag, som ikke kan beskrives med ord.
Praksissen med at riste og knuse bønner og derefter filtrere dem igennem varmt vand opstod i det 15’ende århundrede og har forårsaget mange flere lækkerier for alle kaffeelskere.
Franskmandens favorit er stadig cafe au lait – halvt kaffe og halvt mælk. Takket været Luigi Bezzera i 1901 og senere M. Cremonesi i 1938 findes der italienske espressoer, som man næsten vil dø for. Og da de indeholder mindre koffein end andre, kan man sagtens bestille to kopper uden at føle skyld. For dem som alligevel synes det er for stærkt, findes der heldigvis alternativerne latte og cappuccino.